Saksespark går verden rundt
Morten Nordstrands kongekasse er nået udenfor landets grænser
Spektakulære mål er altid populære over hele fodboldens verden, og det gælder også for Morten Nordstrands flotte saksesparks mål mod FCK.
Se: Saksespark sikrer AGF point
Det udlignende 2-2 mål er at finde hos det populære fodboldsite 101greatgoals.com, hvor scoringen også er blevet delt med hjemmesidens godt 1,8 millioner følgere på Facebook.
Se: Nordstrand: Det er jo ren instinkt
Også hos The Guardian har man bemærket danskerens akrobatiske evner, og han optræder på en liste over ugens flotteste scoringer sammen med store navne som Luis Suárez, Ricardo Quaresma og Stevan Jovetic.
Morten Nordstrands mål forhindrede et AGF-nederlag i kampen mod FCK, og 'de hvi'e' har stadig kun tabt en enkelt kamp i sæsonen. Kun sidste års nummer 1 og 2, FC Midtjylland og FC København, har endnu ikke tabt en kamp.