Sagen om Marco lukket
Lille dreng gik alene hjem fra vuggestue, men det får ingen konsekvenser for personalet, fastslår Århus Kommune.
I sidste uge fandt drengen Marco fra Sabro hjem til sin mor på egen hånd.
Drengen er ikke mere end godt halvandet år gammel og skulle egentlig have været i vuggestuen Galaksen i Sabro.
Ifølge personalet kunne den lille dreng smutte afsted, da stilladsarbejdere på stedet var på vej ind i vuggestuen.
Men Århus Kommune mener ikke, at sagen skal have konsekvenser for personalet.
- Vi har haft fokus på, hvad der kan læres af denne meget uheldige episode. Derfor er det indskærpet over for alle institutioner, at de skal være ekstra opmærksomme, når der færdes personer, som ikke normalt har deres gang i huset, siger personalechef Lars Riise til JP Århus.
Marcos mor har efterfølgende taget drengen helt ud af vuggestuen, og hun er ifølge avisen utilfreds med, at kommunen nu har lukket sagen.