Sætter fokus på psykisk sygdom
Psykisk syge kæmper stadig med, at det er tabu at tale om deres sygdom
Psykisk sygdom rammer hver tredje dansker i løbet af livet, men alligevel er det stadig tabubelagt at tale om i store dele af befolkningen.
Derfor gik SIND Ungdom torsdag på gaden i Aarhus for at udbrede kendskabet til sygdommen.
- Det er jo noget, vi skal snakke om i stedet for at tie det ihjel, siger Tilde Hougaard Bennedsen.
Hun var en af dem, man kunne møde på gaden i Aarhus. Hun har selv været i behandling for paranoid skizofreni, og hun har oplevet, hvor svært det er for andre at tale om sygdommen.
- Det er ubehageligt at blive sat i sådan en boks, og det er ærgerligt, at man ikke kan være åben omkring det - at man ikke kan sige: Jeg har en psykologaftale, siger Tilde Hougaard Bennedsen.
En del af et fællesskab
SIND Ungdom tilbyder aktiviteter til unge psykisk sårbare og pårørende i trygge rammer for at bryde med den ensomhed, som mange med en psykiatrisk diagnose oplever.
- Man er jo enormt alene, og det er jo svært at beskrive, hvad det vil sige at være syg. Det er svært for folk at forstå, hvis de ikke selv har siddet i det. Man vil jo ikke passes på hele tiden, man vil også bare gerne have lov til at være en almindelig ung pige, siger Tilde Hougaard Bennedsen.
Derfor var hun torsdag ude for at gøre andre unge opmærksomme på, at de hos Sind Ungdom kan finde et fællesskab, hvor der er plads til bare at lave mad, spille spil eller se en film sammen.
For Tilde Hougaard Bennedsen er det vigtigt, at fokus fjernes fra sygdommen, og man i stedet har fokus på mennesket.
Man kan finde SIND Ungdom på Alléskolen 3. sal på Toldbodgade 5 i Aarhus.
Mød Tilde Hougaard Bennedsen i TV-indslaget øverst på siden.