Sæt dit kryds korrekt: Må man have børn med i boksen?

Hvis du er i tvivl om, hvordan du sætter dit kryds til folketingsvalget, så er der hjælp at hente her.

00:59

VIDEO: Det er ikke ligegyldigt, hvordan du sætter dit kryds til folketingsvalget. Foto: Mads Jensen - Ritzau Scanpix. Video: TV2 ØSTJYLLAND

Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan du sætter dit kryds til folketingsvalget onsdag. Hvis du ikke gør det korrekt, så kan du risikere, at din stemme ikke gælder.

Læs også Hvem skal du stemme på? Tag vores test her

Selvom det lyder ret simpelt at sætte et kryds, så var der ved seneste folketingsvalg i 2015 i alt 1.573 ugyldige stemmesedler i kredsene i Østjylland.

- Der er jo vælgere, som bevidst gør deres stemmeseddel ugyldig ved at sætte mange kryds eller skriver bemærkninger på dem. Det ser vi ved alle valg, siger Henrik Rosenlund Knudsen, som er sekretariatschef i Skanderborg Kommune og valgansvarlig.

Kilde: KMDValg.dk

Men man kan også komme til at udfylde stemmesedlen forkert ubevidst, og få den ugyldiggjort, og derfor er der en lille guide til det her.

Sæt kun ét kryds

Det lyder simpelt, at man kun skal sætte et kryds – men når man står i boksen, så kan man godt blive i tvivl. Skal man sætte kryds både ved parti og person?

Stemmesedlen er udformet, så man kun skal sætte ét kryds.

Henrik Rosenlund Knudsen, sekretariatschef, Skanderborg

- Hvis man sætter et kryds ved partiet, så kalder man det en listestemme. Hvis man gerne vil stemme på en bestemt kandidat, altså en personlig stemme, så sætter man det ud for den kandidat. Stemmesedlen er udformet, så man kun skal sætte ét kryds, fortæller Henrik Rosenlund Knudsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Henrik Rosenlund Knudsen har stået for tre folketingsvalg i Skanderborgkredsen.

Og det er bestemt ikke frit, om man hellere vil sætte en krusedulle i stedet for et kryds.

- Det skal være et kryds. Hvis der er andre tegn som en cirkel eller andet, så bliver den erklæret ugyldig, siger Henrik Rosenlund Knudsen.

Må børn komme med i boksen?

Henrik Rosenlund har stået for valg i Skanderborg i 12 år. Det har betydet, at han har været med til tre folketingsvalg.

- En god forberedelse af valget betyder, at jeg har en fridag på selve dagen. Men selvfølgelig er der spørgsmål om alt mellem himmel og jord – fra praktiske spørgsmål om indretning af valgstedet til håndtering af brevstemmer, fortæller han.

En tommelfingerregel er, at hvis børnene er store nok til at kunne alfabetet og forstå det, så er det ikke så godt at have børn med i stemmeboksen. 

Henrik Rosenlund Knudsen, sekretariatschef, Skanderborg

I Danmark har vi en lovregel om stemmehemmelighed. Det betyder, at man som udgangspunkt er alene, når man skal sætte sit kryds – selvom man måske gerne vil have sine børn med.

- En tommelfingerregel er, at hvis børnene er store nok til at kunne alfabetet og forstå det, så er det ikke så godt at have børn med i stemmeboksen. Små børn er selvfølgelig i orden, siger Henrik Rosenlund Knudsen.

Når du skal sætte krydset, må du gerne have små børn med ind i stemmeboksen, men store børn skal helst vente uden for.

Derfor kan man godt få at vide på valgstedet, at børnene skal vente udenfor gardinet.

- Man kan godt risikere, at man får en opfordring på at børnene skal vente ude, når man afgiver sin stemme, fortæller sekretariatschefen fra Skanderborg.

Må man tage sin hund med ind?

- Jeg tror ikke, at det er lovreguleret, og hvis det rent praktisk ikke giver problemer, og hunden ikke kan alfabetet, så er det okay.

Læs også Rigmand laver egen kampagne: Stem på en ukendt politiker!

Hvis man sætter sit kryds forkert

Hvis man i sidste øjeblik skifter mening, selvom man har sat sit kryds, så er der også hjælp at hente.

- Hvis man kommer til at sætte et kryds forkert og fortryder det, så vil jeg opfordre til, at man på valgstedet kontakter de valgstyrende og beder om at få en ny stemmeseddel. Det kan man nemlig, og det er det sikreste, fortæller Henrik Rosenlund Knudsen.

Byt stemmesedlen, hvis man har sat et kryds, man fortryder.

Henrik Rosenlund Knudsen, sekretariatschef, Skanderborg

- Hvis man får sat mere end et kryds, så er det en konkret vurdering om stemmesedlen er gyldig. Hvis man sætter to krydser inde for samme parti, så er det som udgangspunkt ikke modstridende, men det er en konkret vurdering, og man risikerer, at den bliver erklæret ugyldig.

Hvis du kommer til at sætte et forkert kryds, så kan du bytte stemmesedlen. Foto: Colourbox

Så rådet fra Henrik Rosenlund Knudsen er ret enkelt.

- Byt stemmesedlen, hvis man har sat et kryds, man fortryder.

Intet billede på sociale medier

De valgtilforordnede på valgstederne holder også særligt øje med, at stemmesedlen også ryger i stemmeurnen.

- Noget af det, vi er meget opmærksomme på, er, at dem som får udleveret en stemmeseddel, også får den afleveret igen, fortæller sekretariatschef Henrik Rosenlund Knudsen.

Man må heller ikke tage et billede af sin stemmeseddel inde i valgboksen. Det er et brud på reglerne.

Henrik Rosenlund Knudsen, sekretariatschef, Skanderborg

Derudover må man ikke tage stemmesedlen med ud fra valglokalet.

- Man må heller ikke tage et billede af sin stemmeseddel inde i valgboksen. Det er et brud på reglerne, siger Henrik Rosenlund Knudsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Reglerne er til for, at der ikke skal foregå stemmefusk.

 - Det forløber som regel stille og roligt på vores valgsteder, forsikrer Henrik Rosenlund Knudsen.

Mennesker er mere troværdige

I Danmark foregår afstemningen manuelt og med en blyant, men der har også været tale om, det skulle gøres digitalt. Det håber, Henrik Rosenlund Knudsen ikke.

- Det synes jeg ikke, at den skal. Der er et stort tillidsskabende element i, at der er så mange mennesker involveret, og alle kan følge med i det. Det bliver sværere at følge med, hvis det foregår digitalt og i Danmarks Statistiks kælder, siger han.

De valgtilforordnede holder øje med, at man husker at lægge stemmesedlen i valgurnen og ikke tager den med ud.

Han er glad for, at der er så mange, som gerne vil hjælpe på selve valgdagen med at stemmerne i hus på en ordentlig og lovlig måde.

- Der er rigtig mange mennesker involveret i afviklingen af valget i det her land. Det er rigtig godt, da det giver en stor tillid til selve valghandlingen. Der er mange glade mennesker, som tager ansvar for at få det til at fungere på den rigtige måde.