Sælger vand direkte fra hanen
Virksomhed har succes med at sælge postevand
Jesper Krogh Kjeldsen fra Aarhus har stor succes med at sælge vand direkte fra hanen.
- Jeg hælder dansk postevand på miljørigtig karton, forklarer Jesper Krogh Kjeldsen om sin virksomhed Postevand.
Danskerne drikker i gennemsnit 30 liter flaskevand om året. Vandet kommer både fra danske og udenlandske kilder - og det er skidt for miljøet.
- Det giver ikke særlig god mening, for i Danmark har vi noget af det bedste grundvand i verden, så vi kan med fordel tage vand direkte fra hanen og spare både penge og miljøet for en masse affald, siger Jesper Krogh Kjeldsen
Med Postevand ønsker Jesper Krogh Kjeldsen at få forbrugerne til at tænke sig om en ekstra gang, når de køber vand på emballage. Og det budskab virker ifølge Linda Højbye, der er fagspecialist i Miljø og Bæredygtighed hos COWI.
- Jeg synes, det er et godt budskab. J vil gerne købe et produkt, som det her. Jeg ved ikke om forbrugere, som hr. og fru Danmark synes, at de vil give så mange penge for postevand på karton, siger hu, og fortsætter:
- Men man står jo nogen gange i en situation på stranden eller på en café eller lignende, og der er det et godt produkt.
Men giver det overhovedet mening at betale 8 kroner for en halv liter postevand?
- Nej, ud fra et miljømæssigt og et smagsmæssigt synspunkt, gør det ikke. Det er også derfor, vi siger: Drik altid vand fra hanen, når du har mulighed for det. Men når du er på farten, så skal du tænke dig rigtig godt om, siger Jesper Krogh Kjeldsen.
Indtil nu har caféer, IRMA og Føtex taget vandet til sig. Næste skridt for Postevand er at udvikle en 100 % nedbrydelig emballage.
Se mere i indslaget øverst.