Sælger ulovlige lægemidler

Århusiansk hjemmeside sælger ulovlige slankemidler og giver gode råd om doping.

En hjemmeside med basis i Århus sælger en række forskellige slankemidler, hvoraf en del af dem er ulovlige her i landet. På hjemmesidens debatforum kan brugerne desuden finde informationer om doping og steroider.

Læge hos Anti Doping Danmark, Rasmus Damsgaard, kalder hjemmesiden www.sublimsport.dk for "uhyrlig":

- Nogle af de stoffer, som de taler om, er meget farlige. Det er fuldstændig uforsvarligt, og de burde meldes til politiet, siger han til Ritzaus Bureau.

På hjemmesidens debatforum kan man støde på en mand, der spørger, hvor meget han skal tage af stofferne Gaba og MX7 for at opnå den bedste virkning, altså de største muskler.

Både Gaba og MX7 optræder på listen over stoffer, som er forbudte at indføre i Danmark. Og ingen af stofferne er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.