Sælger sit bookingbureau
Føler sig presset af de store festivaler
De aarhusianske musikbookere Brian Nielsen og Flemming Myllerup har solgt deres bookingbureau, Skandinavian. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
- Det er super ærgerligt, at jeg er nødt til det. Men det sker på baggrund af andres beslutninger, siger Brian Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der har siden september været hårde ord mellem Smukfest og de to bookere. Brian Nielsen og Flemming Myllerup står også bag Northside-festivalen i Aarhus og den nye Tinderbox-festival i Odense. Den sammenblanding er faldet blandt andre Smukfest og Roskilde Festival for brystet.
Læs også: Smukfest boykotter bookingselskab
I september besluttede Smukfest, Roskilde Festival, Jelling Festival og Nibe Festival at boykotte Skandinavian som booker, så længe Brian Nielsen og Flemming Myllerup var involveret både som booker og som festivalarrangør.
- Vi blev vel for store konkurrenter pludseligt, og så boykottede de os. Så jeg er vel blevet presset til det her, siger Brian Nielsen.
Brian Nielsen og Flemming Myllerup vil nu i stedet koncentrere sig om at arrangere Northside, Grimfest og Tinderbox-festivalerne.