Sædbank jager gymnasieelever

Sædbanken Nordisk Cryobank fra København lokker med en pæn indtjening på flere gymnasier i Århus.

Eleverne lokkes med et supplement på 3.000 kroner, hvis de leverer sæd 10 gange om måneden til sædbanken.

- Det har jeg ingen skrupler over, for de mennesker, som ansøger, er over 18 år gamle, siger sædbankens afdelingsleder i Århus, Jesper Koch, til DR P4 Østjylland.

Selv om de unge søger, er det ikke ensbetydende med, at de kommer ind i programmet.

- De kommer ned til os og aflægger en sædprøve, og så har vi en lang række interviews, hvor vi afklarer, om de er modne nok til at tage den beslutning, siger Jesper Koch.

Han medgiver dog, at gymnasieeleverne er meget unge i forhold til at tage en beslutning om at blive biologisk far til mange ukendte børn.

- Jo, det er de, og det er derfor, at vi har nogle lange samtaler med dem. De kan sagtens blive afvist på det grundlag, fordi vi vurderer, at de ikke er modne nok. Det sker af og til, at vi afviser, siger Jesper Koch.

Der er endnu ingen gymnasieelever, som har leveret sæd til Nordisk Cryobank. Flere har dog vist interesse for det på grund af den nye hvervekampagne.

Kilde: DR P4 Østjylland