Sådan undgår du influenza A
Vask hænder, nys i dit ærme og bliv hjemme, hvis du er syg. Vi kan allesammen gøre en indsats for at forhindre, at smitten breder sig.
Kampen mod influenza A kan synes urimelig hård i disse dage, hvor influenzaen er på nippet til at udvikle sig til en epidemi.
Det er dog muligt at tage sine forholdsregler for i hvert fald at mindske risikoen for at blive smittet - og undgå at sprede smitten, hvis man selv er blevet syg.
- Der er flere ting, man kan gøre. For det første skal man være omhyggelig med at vaske hænder, for det er hænderne, der bærer smitten op til næsen. For det andet skal man holde lidt afstand til folk, der er syge - hvis det er praktisk muligt. Hvis man er blevet syg, skal man huske at vaske hænder og blive hjemme. Hvis man skal nyse, så foregår det i ærmet og ikke i håndfladerne, siger sundhedschef i Børn og Unge i Århus Kommune Poul Lundgaard Bak til TV 2 | ØSTJYLLAND.