Sådan sikrer du dig mod stormen
Fem gode råd til at at undgå stormskader
Omkring middagstid går stormen i land i Danmark og henad eftermiddagen vil den ramme Østjylland.
Det er derfor med at tage sine forholdsregler for at undgå, at flyvende trampoliner og havemøbler kan blive en bekostelig og farlig affære.
Videnscentret for boligejere, Bolius, kommer i dag med gode råd til, hvordan du kan sikre dit hus mod stormen.
Langt de fleste stormskader på boligen skyldes afrevne tagsten og følgende fugtskader eller væltede træer og afrevne grene.
Derfor er det ifølge Bolius også en rigtig god idé at tjekke sit tag for løse tagsten.
- Du bør som minimum går en tur rundt om huset for at se, om tagsten eller tagplader ligger regelmæssigt. Og har du træer tæt på huset, bør du skære de grene af, der kan gøre skade, hvis de knækker under kraftig blæst, siger fagekspert hos Bolius Boligejernes Videncenter, Jeanette Standly Mikkelsen, i en pressemeddelelse.
Fem gode stormråd til at sikre dit hus mod stormen:
1. Sæt løsdele som trampolin, havemøbler, grill og haveredskaber i sikkerhed.
2. Kig på taget og se, om alle sten eller plader ligge på linje. Er det ikke tilfældet, er de "skæve" plader sikkert gået løs og skal skiftes eller gøres fast. Kontroller, at alle nedløbsrør sidder ordentlig fast. Fjern blade og skidt fra tagrender og nedløbsbrønde, så al den ekstra nedbør kan komme væk fra huset.
3. Gennemgå træer nær boligen og fjern grene, der kan gøre skade, hvis de knækker. Fæld enkelte træer, om nødvendigt. Flyt også bilen, så den står langt fra større træer.
4. Luk samtlige døre og vinduer helt til - også på badeværelset og i skuret!
5. Hav en presenning og et par spande klar, så du kan mindske skaden på loftet, hvis stormen skulle rive hul i taget. Husk at fjerne indbo, hvor regnen kommer ind.