Sådan sejler færgerne
Eftermiddagens storm rammer øerne
Årets første efterårsstorm ser ud til at ramme Østjylland i eftermiddag.
Det har fået landsdelens færgeruter til at forberede sig på det værste.
Her kan du se, hvordan færgerne vil sejle i dag:
Samsø
Ifølge SamsøFærgen vil den kraftige storm påvirke sejladsen og formentlig også medføre aflysninger.
Indtil videre er afgangen fra Kolby Kås klokken 15.50 udsat til klokken 20.30.
Selskabet opfordrer passagerne til at holde sig opdateret omkring afgangene på SamsøFærgens hjemmeside.
Tunø
Tunøfærgen sejler her til middag dagens sidste tur. Færgen er sejlet fra Hou klokken 11.50 og sejler retur fra Tunø klokken 13.
- Det kommer ikke til at genere os. Der blæser da godt nok 15 meter i sekundet lige nu, men der er ikke nogen, der er søsyge. Vi forventer også at sejle planmæssigt i morgen, siger skipper Hans Henrik Welter til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Endelave
Endelavefærgen har valgt at tage sine forholdsregler. Dagens sidste afgang fra Endelave er klokken 13.45.
Derefter vil færgen ifølge selskabet ligge i havn i Snaptun indtil i aften, hvorefter situationen vil blive vurderet.
Anholt
Færgen mellem Grenaa og Anholt er i dag aflyst. Den skulle have sejlet fra Anholt klokken 8 og retur klokken 12.
Mols-Linien
Eftermiddagens færgeafgange fra Aarhus til Odden er aflyst. Den næste færgeafgang vil være klokken 22.15 i aften.