Sådan kører togene efter stormen
Omfattende skader på skinner
Der vil tirsdagen igennem være problemer for togtrafikken efter mandagens voldsomme storm.
Mandagens efterårsstorm har forårsaget "meget omfattende skader" på jernbaneskinner, køreledninger og endda hele togstationer rundt omkring i Danmark, oplyser DSB.
Syd for Aarhus vil afgangene hele dagen komme til at bære præg af, at DSB har masser af vogne, der er strandet de forkerte steder og nu skal køres ind i timeplanen igen.
DSB oplyser, at Rejseplanen ikke er opdateret med de aflyste tog. Men du kan se alle ændringerne ved at klikke her på linket til DSB's hjemmeside.
Den gode nyhed er, at nord for Aarhus kører togtrafikken normalt. Aarhus Nærbane mellem Odder og Grenaa lover også tog til tiden.
Trafikken på tværs af landsdelene er dog fortsat hårdt ramt: Man kan i øjeblikket ikke krydse Danmark i tog, oplyser DSB. Stormen har medført store ødelæggelser.