Sådan finder du en planet
Håber at finde endnu mere i samme solsystem
Det er ikke hver dag, en østjysk forsker opdager en ny planet. Faktisk er det aldrig sket - indtil i dag.
Glæden var derfor stor, da opdagelsen af en ny planet, som ligger 425 lysår fra Jorden, i dag officielt blev anerkendt.
Planeten har fået navnet Kepler-410A b og er en såkaldt exoplanet, som betyder, at den kredser om en anden stjerne end Solen.
Det er den belgiske Ph.d-studerende Vincent Van Eylen, der står i spidsen for opdagelsen. For ham var det dog ikke nok at opdage den nye planet - andre skulle også overbevises om, at planeten virkelig findes.
- Du finder noget, og så taler du med andre om, hvad det er. De vil som regel spille djævelens advokat for at sikre, at du er sikker. Og ofte begynder deres modargumenter en ny proces, der er med til at styrke dine argumenter, og efter et stykke tid er du sikker på, at det er en planet, du har fundet, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det egentlige gennembrud var, da vores resultater blev offentliggjort. Det skete i dag online, så det er vores gennembrud, hvis du kan kalde det det.
Ifølge Vincent Van Eylen findes der flere planeter i det solsystem, pleneten Kepler-410A b befinder sig i:
- Vi er overbeviste om, at der i samme solsystem er mindst én planet mere , som vi ikke direkte har set, så vi ved ikke meget om den.
Ifølge beregningerne er den nyopdagede planets radius 2,8 gange større end Jordens.
Se mere om opdagelsen af Kepler-410A b i videoen øverst på siden.