Sådan ender Horsens-braget
Eksperter giver deres bud på ACH-BIF
Sammen med et panel af fodboldeksperter og nuværende trænere giver Sporten.dk her nogle bud på kampens resultat
Det ene hold vil kaste sig grædefærdige ned på grønsværen i aften, mens modstanderholdet vil fare jublende omkring dem med armene i vejret med udsigten til igen at spille Superliga-bold i næste sæson.
AC Horsens mod Brøndby IF bliver unægtelig en gyser, og hvad end kampens resultat bliver, vil kampen skrive sig ind i historiebøgerne som en af de mest nervepirrende og fatale afslutninger på en Superliga-sæson nogensinde.
Skulle det være gået nogens næser forbi, ligger landet sådan, at AC Horsens på hjemmebanen CASA Arena skal have en sejr, mens Brøndby kan nøjes med et uafgjort resultat eller en sejr.
Sammen med et panel af fodboldeksperter og nuværende trænere giver Sporten.dk her nogle bud på kampens resultat. Senere mandag kommer spillernes bud på resultatet.
Eksperterne
ERIK RASMUSSEN, tidligere FCM- og AGF-træner:
- I og med Brøndby har bragt sig i den favorable position, så tror jeg selvfølgelig, der er størst chance for, Horsens rykker end. Men jeg tror egentlig som udgangspunkt, at det er en helt åben kamp. Der er 33,3 procents chance for de tre udfald, og når man gør det op, så er der bedre odds for Brøndby, da de kan nøjes med uafgjort. Det betyder selvfølgelig også noget for Brøndby, at de kommer med en overbevisende 4-0-sejr over FC Nordsjælland i bagagen. Så de har de bedste kort.
JAN KALBORG, DR's fodboldekspert:
- Det er en ret enestående kamp. Alt kan ske. Det hold, der laver det første mål, er måske det hold, der trækker det længste strå. Og dog. For da Brøndby kan klare sig med uafgjort, så tror jeg, det er Brøndby, der bliver hængende i ligaen. Jeg synes, alle ting peger i Brøndbys retning lige nu. Det har været grueligt meget ondt igennem derude. Nu er der kommet ro på den økonomiske situationen, og samtidig har resultaterne været mere jævne. Jeg vil sige Brøndby.
CARSTEN WERGE, kommentator og fodboldekspert TV3 Sport:
- Jeg har det med sådan en kamp, at den hold er større favorit end det andet. Jeg har set mange af den slags kampe, og min verden kommer det helt an på, hvem der kan styre spændingsniveauet. Så jeg kommer ikke til at sige, at Horsens eller Brøndby vinder, for det bliver det hold, som bedst kan styre deres nerver, der vinder den kamp. Det er held og uheld samt små ting, der afgør de her kampe, og det er nogle forfærdelig historier, der skrives. Det kan være en dårlig tilbagespilning eller lignende.
THOMAS THOMASBERG, kommende førsteholdstræner i Randers FC:
- I sådan en knald eller fald-kamp i sidste runde er det jo ikke sådan, at man kan sige, at der er en favorit. Brøndby har alt andet lige en lille fordel, da de kan bruge et uafgjort resultatet, og det giver selvfølgelig dem en mental fordel. Jeg tror helt sikkert, at det afgørende i kampen bliver, hvem der har bedst styr på det mentale. Det bliver en gyser. Det er helt ekstremt, når man står tilbage efter kampen, hvor det ene hold jubler, mens det andet skal ned i 1. divisionen.
NIELS CHRISTIAN FREDERIKSEN, kommentator og fodboldekspert Canal 9:
- Det er nerver, der meget vel kan komme til at afgøre det her. Men jeg vil sige med den intensitet, der bliver på det stadion derovre, så står Brøndby bedst for at manøvrere gennem det, for der var også hektisk på Brøndby stadion i torsdags mod FC Nordsjælland og tidligere mod FC København. Så de har egentlig de bedre forudsætninger for at manøvrere gennem det inferno, jeg går ud fra, der bliver. Og med to point foran så må jeg sige, at jeg har Brøndby som favorit til at klare sig.
GLEN RIDDERSHOLM, træner for FC Midtjylland:
- Det er en kamp, hvor dem der har dagen og den bedste fodboldtaktiske plan og også den største mentale styrke vil kunne løbe med det. Man kan sige, at de unge mennesker i Brøndby virkelig har løftet sig og præsteret på et meget fornemt niveau. Men det er svært både at forberede og uddanne folk til sådanne kampe, og der skal man ikke underkende betydningen af hjemmebane og erfaring. Det bliver meget, meget små marginaler, der afgør det. Hvis jeg skal byde på noget, så vil jeg sige en fifty-fifty-kamp.
KENT NIELSEN, træner for AaB:
- Man kan sige, at Brøndby er inde i en god periode, mens der i Horsens seneste kamp mod Sønderjyske blev truffet nogle beslutninger imod dem, der måske gav kampen et helt andet udfald. Man kan kigge i statistikker osv., men det er en af de kampe, der er svære at spå om. Det, der bliver afgørende, er, hvem har det mentale overskud. Det bliver afgørende, hvem der på dagen har overskuddet til at gøre tingene og kan at håndtere modgang i løbet af kampen, tror jeg.
VIGGO JENSEN, træner for Silkeborg:
- Hvis jeg skal pege på en vinder, så vil jeg sige Brøndby. Men det er ikke anderledes, end Horsens sagtens kan vinde. Det har noget med dagen at gøre. Det er vigtigt at komme godt fra start, og man kan sige, at Brøndby har haft vinden i ryggen på det seneste, og hvordan vil de for eksempel reagere, hvis de kommer bagud med et mål? Så det er små ting, der kan vende det rundt. Der en ingen stor forskel på holdene, og det kommer meget an på, hvordan man får sat tingene sammen og kommer ud på banen.
NIELS FREDERIKSEN, kommende Esbjerg-træner - nuværende Lyngby-træner:
- Jeg synes, at den er helt åben, det må jeg sige. Det bliver de helt små ting, der kommer til at afgøre det, tror jeg. Forhåbentlig ikke en dommerfejl. Det gælder om at være klar fra start, men Horsens har dog en lille fordel af at være på hjemmebane, mens Brøndby måske har en større fordel af at vide, at de kan nøjes med et uafgjort resultat. Det er svært, og jeg kan simpelthen ikke spå om, hvem der trækker sig bedst ud af det opgør, det er helt lige, synes jeg.