Snart bliver det stort set umuligt at parkere gratis i Aarhus Midtby
Flere betalings-parkeringspladser skal løse p-problemer
Det skal være nemmere for beboere i Aarhus C at finde en parkeringsplads i nærheden af deres bolig, og det skal være nemmere for besøgende i byen at komme hurtigere frem til en ledig p-plads.
Det er hensigten med det forslag, som Teknik og Miljøudvalget i Aarhus Kommune, kommer med til en ny parkeringspolitik for 2018.
Læs også
Bagsiden af medaljen er, at parkerings-problemerne i Midtbyen blandt andet skal løses ved at gøre det stort set umuligt at parkere gratis i Aarhus Midtby.
Skal anvende p-husene
Udvalget foreslår at indføre betalingsparkering på tidsbegrænsede p-pladser, så beboere i Midtbyen lettere kan finde en parkeringsplads tæt på deres bolig.
Til gengæld skal de så betale en årlig beboerlicens på 500 kroner, som giver tidsubegrænset parkering i Midtbyen. I dag er beboerlicensen på 265 kr. om året.
Læs også
Håbet er, at flere besøgende udefra fremover vil benytte p-pladserne i parkeringshusene, hvor der ifølge Teknik- og Miljøudvalget som regel altid er mindst 1.500 ledige parkeringspladser.
Det er især i parkeringskældrene under Navitas og Dokk1, at der er ledige pladser.
P-pladser i Aarhus C
33% af de offentlige p-pladser er afgiftsbelagte pladser, ca. 22 pct. er tidsbegrænsede og resten (45 pct.) er frie pladser.
De maksimale belægninger i de store private parkeringshuse når op på ca. 90 pct. i Sallings p-hus og 80 pct. i Magasins parkeringshus på hverdage, mens den er 95-100 procent i om lørdagen.
Parkeringsanlæg som Navitas, Dokk1 og Scandinavian Center har dog normalt en belægning på 35-50 % på hverdage og lidt højere om lørdagen.
Kilde: Aarhus Kommune
Ikke begejstret
Det er den tidligere rådmand for teknik- og miljøudvalget, Kristian Würtz (S), der er kommet med forslaget.
Den nye rådmand er dog ikke begejstret.
- Det er ikke godt for Aarhus som handelsby, og det er ikke godt for de forretningsdrivende, og det vil ikke appellere, til at de folk, der bor uden for Aarhus, vil synes, at det er fedt at komme til Aarhus og handle. Det vil have store konsekvenser, og jeg synes, at man skal passe på, at man ikke bliver selvfed i forhold til den udvikling, vi befinder os i, siger Bünyamin Simsek (V), der er nyvalgt rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Forslaget til den nye parkeringspolitik skal drøftes på næste byrådsmøde den 24. januar. Læs hele forslaget her.