Sådan spiser du fredagsslik med god samvittighed

Det er helt okay at spise fredagsslik, lyder det fra ernæringsekspert.

En periode med nul slik kan åbne vores øjne (og mund) for, at der også findes andet end slik, der smager godt, lyder det fra ernæringsekspert Marie Steenberger.

Fredag aften er traditionelt det tidspunkt, hvor familien efter en lang, travl uge mødes til fælleshygge i hjørnesofaen, tv og masser af snoller.

Ifølge ernæringsekspert Marie Steenberger er det faktisk helt ok, hvis familiemedlemmerne ellers sørger for at få en sund, alsidig kost resten af ugen. Brugt på den rigtige måde kan slik nemlig medvirke til oplevelsen af livskvalitet, og det er sundt.

- Slik bør være et nydelsesmiddel, og ikke noget vi spiser hver dag. Det er som med et godt glas rødvin. Et par glas i weekenden er dejligt, men ikke noget vi nødvendigvis bør drikke hele tiden, siger Marie Steenberger til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Martin har produceret slik i syv år: - Jeg er lidt træt af skumbananer

Marie Steenberger er ernæringsekspert og uddannet i human ernæring fra Suhrs Seminarium (Metropol) og University of Bedfordshire, UK. Foto: mariesteenberger.dk

Vær opmærksomme på børnene

Marie Steenbergers anbefaling kommer samtidig med en advarsel til specielt familier med mindre børn.

En del børn får nemlig i forvejen alt for meget sukker i deres kost, og så er skålen med bland-selv-slik for en 50'er ikke en god ide.

- Problemet kan opstå, hvis børnenes daglige morgenmåltid f.eks. består af meget sukkerholdige morgenmadsprodukter. I disse tilfælde vil mange børn overstige det anbefalede sukkerindtag, hvis de også spiser en stor mundfuld fredagsslik, siger Marie Steenberger til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Diætist: Sjældent sundt helt at droppe sukker

Hvis børnene fra en tidlig alder er vænnet til at spise meget sukkerholdig mad, kan det dog være en særdeles vanskelig opgave at lære dem sundere spisevaner.

Jo mere sukker barnet spiser til dagligt – jo mere vil barnet søge sukkerholdige fødevarer som slik og sodavand. Dets smagsløg har kort fortalt vænnet sig til at foretrække den søde smag.

En slik- og sukker-detox kan gøre din nydelse af søde sager endnu større.

Snyd smagsløgene

Børnene er på forhånd undskyldt. De har nemlig helt bogstaveligt fået smagen for det søde ind med modermælken. Derfor vil små børn som udgangspunkt ofte vælge søde fødevarer. Løsningen er ifølge eksperten at udfordre børnenes smagsløg, efterhånden som børnene bliver større.

- Smagsløgene er ikke en statisk størrelse og fornemmelsen af, at noget smager godt, udvikler sig, når vi oplever forskellige smagsnuancer. Derfor kan det også være en god ide at tage en slik-detox en gang i mellem. En periode med nul slik kan nemlig åbne vores øjne (og mund) for at der også findes andet end slik, der smager godt, siger Marie Steenberger til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Sukker er gift for dine tænder: Her er tandlægens gode råd

10 dage uden slik

Samme oplevelse havde Michael Olesen fra ”Slut med slik”. Michael fjernede i 10 dage al sukker fra sin daglige kost.

- Jeg oplevede ret hurtigt, at almindelige fødevarer begyndte at smage anderledes. Som om mine smagsløg havde ændret sig. F.eks. smagte kartofler anderledes end de plejede, siger han.

Læs også Webdok: Michael spiste 100 kilo slik om året - se hans nye liv helt uden sukker

Da Michael Olesen afsluttede det 10 dages nul-slik-projekt fejrede han det med et stykke kage fra Lagkagehuset. En smagsoplevelse, der nåede helt nye højder.

- Det var som om smagsnuancerne i kagen var blevet meget tydeligere. Det var helt vildt. Det lille stykke lagkage smagte helt klart endnu bedre end tidligere, siger han.

På den måde kan en slik- og sukker-detox altså gøre din nydelse endnu større. Det kræver bare, at du dropper det daglige (over-)forbrug.

Læs også Vi spiser for meget sukker – patientforeninger vil have højere priser