Sådan hjælper du til at mindske plastik i havet

Mikrobiolog Signe Brokjær har tre råd til, hvordan du kan være med til at mindske plastikaffald i havet.

Det flyder med plastik i havet. Arkivfoto. Foto: Asger Ladefoged - Ritzau Scanpix

Plastikposer, plastikkrus og vatpinde. Plastik er en stor del af vores hverdag, derfor kan det være svært at finde ud af, hvordan man selv kan være med til at mindske plastikforbruget, så det ikke risikerer at ende i havet. 

Hos Kaløvig Bådelaug i Skødstrup oplever de et stigende problem med plastik i havet. Her må de dagligt fiske plastik op af havnebassinet. Plastikaffaldet kommer oftest fra havet og er skyllet ind i havnen.

Skrald på østjyske havne

Oplevelsen med plastik i havnen står Kaløvig Bådelaug ikke alene med.

02:07

VIDEO: Kaløvig Bådelaug fisker dagligt skrald op af vandet ved deres havnebassin. De oplever, at plastikaffald i havnen er en stigende tendens. 

Luk video

I en rundspørge, som 10 østjyske lystbådehavne har svaret på, svarer fire, at de samler plastik op fra vandet dagligt, ugentligt eller op til flere gange om ugen.

Den plastik man finder i vandkanten og langs stranden er kun en lille del af det plastikaffald, der er ude i havet.

For plastikaffald er et problem i hele verden.

Læs også Det flyder med plastik i de østjyske havne

Ifølge Signe Brokjær, der er mikrobiolog ved Aarhus Universitet, er der omkring 8 millioner tons plastik, der flyder rundt i verdenshavene. Det svarer til, at en lastbil fuld af plastik smider plastikaffald ud i verdenshavene hvert minut. Fortsætter vores plastikforbrug som nu, så vil det på sigt være fire lastbiler, der smider plastik ud i minuttet.

Plastik i hverdagen

Til dagligt er Signe Brokjær projektkoordinator på Hovedet i Havet, hvor hun blandt andet underviser folkeskoleelever i plastikaffald i havene.

02:38

VIDEO: Her kommer Signe Brokjær med mulige løsninger på problemet med plastik.

Luk video

Det gør hun for at sætte fokus på alt det plastik, der er i havet. Der er meget af plastikaffaldet, som ligger under vandet, hvor man ikke kan se det, men der er også en stor andel plastik oven på havet.

- Hvis man bare kigger på det plastik, der ligger oven på havet, og smelter det om til colaflasker og stabler dem oven på hinanden, vil det være muligt at nå jorden fire gange, siger Signe Brokjær, mikrobiolog, Aarhus Universitet.

Den store mængde af plastikaffald kan gøre det svært at overskue, hvad man selv kan gøre for at mindske plastikken i havene, men Signe Brokjær har tre gode råd til, hvordan man selv kan være med til at gøre en forskel.  

 

1) Genbrug det plastik du allerede bruger

Vi bruger alle plastik i vores hverdag, ofte uden at vi tænker over det.  Det kan derfor være en god idé at genanvende det plastik, man bruger i hverdagen.

- Vær bedre til at bruge det plastik du har på en bæredygtig måde, så man ikke bare bruger og smider ud. Det kan eksempelvis være, at man har en drikkedunk med på arbejde, som man så genbruger i stedet for at bruge engangsplastikkrus, siger Signe Brokjær.

 

2) Undgå at bruge engangsservice

Picnic på stranden eller mange gæster er ofte sådanne situationer, hvor engangsservice bliver foretrukket frem for en stor opvask, men faktisk er engangsservice noget af det plastik, der flyder mest af i havet.

- Lad være med at bruge engangsbestik, men brug i stedet noget du kan vaske op. Det er jo sådan nogle små ting, der kan være med til at gøre en forskel. Engangsservice er så stort et problem, at vi begynder at få lovgivning omkring brugen af engangsservice, siger Signe Brokjær.  

 

3) Smid ikke plastik i naturen og langs strandene

Når man går en tur langs stranden, ligger der ofte plastikaffald. Det er ofte det plastik, der bliver skyllet ud i havet. Det kan derfor have en stor betydning, at man rydder op på stranden.

- Hvis du ser noget plastik ligge i strandkanten, er det en god ide at samle det op og smide det ud, da det potentielt kan risikere at ende ude i havet. Hvis vi samler alt det plastikaffald op, der er i naturen, vil det ikke ende i havet, siger Signe Brokjær.