Hunde blev mishandlet: Sådan har de det i dag

Hvordan har de misrøgtede hundene fra Gjerlev det i dag? TV2 ØSTJYLLAND har fundet frem til to af dem

02:31

VIDEO: Hunden Freja blev fundet indsmurt i afføring på en adresse i Gjerlev nord for Randers. I dag er hun her ikke mere.

45 var afmagrede og 16 var døde. Hundene blev sidste år fundet på en adresse i Gjerlev nord for Randers, og en 58-årig mand og en 70-årig kvinde er nu tiltalt for mishandling af dyrene. 

Læs også Aflivede hunde med riffelskud og slag: Gjerlev-par tiltalt for dyremishandling

Men hvordan har hundene det i dag? TV2 ØSTJYLLAND har fundet frem til to af dem. 

Da politiet fandt de 61 hunde sidste år, var de i en meget dårlig tilstand og blev overleveret til Dyrenes Beskyttelse. Fem af dem blev aflivet med det samme, men terrieren Freja endte på organisationens internat i Brande sammen med 21 af de andre hunde. 

- Freja var en voksen hund, der bar meget præg af det liv, hun havde haft, inden hun kom her. Hun havde boet i et bur, gået rundt i sin egen afføring, så hendes negle var blevet helt bløde, og hendes pels var knoldet sammen og fyldt med afføring, siger Birgit Karlsen, leder af Brande Internat, til TV2 ØSTJYLLAND.

Birgit Karlsen fortæller, at Gjerlev-hundene boede i meget små bure, som de aldrig kom ud af. 

Birgit Karlsen regner med, at Freja boede hele sit liv i et meget lille bur. 

- Hun har ikke kunne udfolde sig. Hun har skulle spise, gøre sig rent og sove inde i buret. Burene bar præg af, at de ikke har været ude af dem, for der var afføring og nedtrampet afføring i dem. siger hun. 

Læs også Anklager: Sag om hundemishandlig er 'usædvanlig' og 'specielt grov'

Internatet fandt en familie til Freja, men hun stod ikke til at redde. 

- Hun blev mere og mere bange og utryg, og efter samråd med familien besluttede vi, at Freja skulle have fred. Det hjalp vi hende med, siger Birgit Karlsen. 

Mikey er stadig i live

En anden af hundene, der blev overleveret til Brande Internat, er Mikey. Ligesom med Freja fandt internatet et nyt hjem til ham. Den nye ejer fortæller, at den lille hvide og sorte hund stadig har problemer.

- Mikey har nogle sociale problemer. Når der kommer gæster i huset, bliver han meget stresset og kryber op i et hjørne, hvor han sidder og ryster, siger Mikeys ejer, Anette Kjeldsen.

Hunden Mikey er i live, men har stadig mén efter en hård opvækst i Gjerlev. 

Hun fortæller, at hunden i starten var bange for dens nye ejere. 

- I starten havde vi en snor i ham, så vi kunne hive fat i den og tvinge ham over til os, så han fandt ud af, at vi ikke var farlige, siger Anette Kjeldsen. 

Hård opvækst kan mærkes for livet

Grunden til at hundene får store problemer, selv med en ny ejer, kan findes i deres dårlige opvækst. 

Læs også Sådan ved du, at du ikke køber en hvalp fra en hvalpefabrik

- Man kan sammenligne det med, at når børn bliver født, skal de lære noget i løbet af de første måneder og år af deres liv. Hvis ikke de lærer det der, bliver det sværere at lære det senere, og måske kan man aldrig lære det, hvis man bliver for gammel, siger internatleder Birgit Karlsen og fortsætter:

- Hunde skal lære ting, mens de er hvalpe. 

02:15

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND har tidligere fulgt op på Freja, der blev vanrøgtet på en adresse i Gjerlev nord for Randers. Hun havde 700 gram afføring i pelsen, da hun blev fundet.

Luk video