Sådan forbereder Østjylland sig inden vandet stiger
Vandet kommer til at stige flere steder i Østjylland i aften. Derfor har søndagen stået i forberedelsen tegn
Ingolf har stormet det meste af natten til søndag, men selvom at vinden nu er stilnet af, så er det ikke helt slut endnu.
For på grund af det blæsende vejr kommer vandstanden til at stige flere steder i landet, oplyser DMI. Det gælder også for flere steder i Østjylland. Blandt andet i Horsens, hvor de søndag var i gang med at gøre klar til aftenens oversvømmelser.
- Jeg tøjrer båden, så den ikke sejler væk, hvis det bliver højvandet i aften, siger sejler og højvandevagt ved Horsens Sejlklub Kim Viborg
Læs også
Horsens Kommune har været i beredskab det meste af søndagen, efter at DMI har varslet, at vandstanden kan stige med op til 160 centimeter over det normale i Horsens.
Uddeler sandsække i Hou
Også andre steder i regionen forbereder de sig til de forhøjede vandstande. I Odder Kommune blev der derfor søndag uddelt sandsække til borgere, der havde brug for det.
Sækkene blev uddelt i havnebyen Hou, hvor man forventer, at vandet kommer til at stige et godt stykke over det normale.
- Vi forventer, at vandet kommer ind over kajkanten og ind mod byen, så vi har skaffet 2.000 sandsække, som vi udleverer til borgere, hvis de skulle få brug for det hernede, fortæller Anders Jensen fra Østjyllands Brandvæsen.
Højvande i Randers
Også i Randers stiger vandet i aften. Her bliver det dog ikke lige så voldsomt som længere sydpå. Allerede tidligere i dag stod vandet 110 centimeter højere end normalt.
- Vi fik allerede den første melding klokken 9.30. Her var det steget med 110 centimeter. Det toppede i en halv time, fortæller indsatsleder ved Beredskab og Sikkerhed i Randers Niels Henrik Nielsen.
Det trak sig tilbage i løbet af formiddagen, men kun for en stund. For her til aften er vandet igen begyndt at stige i Randers.
Indsatslederen oplyser, at det ikke bliver værre, end hvad han beskriver som ”normalt højvande” i Randers.
- Der er ikke noget ekstraordinært over det. Det er først, når det når 150 centimeter, at det begynder at blive kritisk for nogle beboelsesområder. Men der når vi ikke op i dag, siger Niels Henrik Nielsen.
DMI vurderer at det kommer til at toppe omkring klokken 20.00 i aften og frem til midnat.