Sådan beskytter kommune ældre mod livsfarlig bakterie

Særlige sensorer i vandrørene skal sikre plejehjemsbeboere mod Legionella-bakterier

02:04

VIDEO: Hygiejnesygeplejerske Winnie Berggreen mener, at nyt tiltag både sikrer personalet og beboerne på plejehjemmet.

232 danskere blev sidste år smittet med Legionella-bakterien, og bakterien er særligt farlig for ældre mennesker, der typisk har et svækket immunforsvar.

Bakterien trives bedst i lunkent og stillestående vand, og den varme danske sommer giver bakterien rig mulighed for at sprede sig i vandrørene. 

Læs også Astrid tvangsoverspiser: - Jeg har taget mine børns slik fra skabet

Det har fået Silkeborg Kommune til tage et særligt initiativ for at beskytte de ældre borgere, der bor på plejehjem.

Annette Jensen bor på Gødvad Plejecenter. Hun er glad for, at der bliver sat initiativer i gang for at beskytte de ældre.

Sensorer kan sende alarm

Ved hjælp af særlige sensorer med kunstig intelligens tester kommunen således vandrørene i og omkring de forskellige plejecentre.

Sensorerne kan forudse, hvor der er risiko for dannelse af bakterier, og sende den bygningsansvarlige en alarm, så han eller hun kan nå at forebygge udbruddet.

Det giver en tryghed for de ældre at vide, at der er taget hånd om en fare, som hverken vi eller de kan tage hånd om.

Winnie Berggreen, hygiejnesygeplejerske, Gødvad Plejecenter

- Vi placerer sensorerne strategisk, for at måle hvor der er tilbagestrømning af vand, men også for at måle hvor der er utilsigtet opvarmning af det kolde vand, som normalt skal være under 20 grader for at undgå bakterier, siger Jesper Buchardt, der er ingeniør i energi- & teknikafdelingen i Silkeborg Kommune.

Winnie Berggreen, der er hygiejnesygeplejerske ved Gødvad Plejecenter, mener, at tiltaget både sikrer personalet og beboerne på plejehjemmet.

- Det giver en tryghed for de ældre at vide, at der er taget hånd om en fare, som hverken vi eller de kan tage hånd om, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hygiejnesygeplejerske Winnie Berggreen understreger, at sommervarmen kan være en udfodring for de ældre beboere.

Hygiejne i varmen

Personalet tager allerede forholdsregler for at undgå at sprede bakterier. Det sker i form af et stort fokus på håndhygiejne og almen hygiejne.

Mens de fleste andre formentlig er meget tilfredse med den varme sommer, er varmen i sig selv en særlig udfordring for plejehjemsbeboerne.

Læs også Webdok: Julies far vil ikke se hende - nu prøver hun en sidste gang

- De er svækket alment af forskellige sygdomme, og det er ældre borgere, der ikke så gode til at huske at få drukket det, de skal have i løbet af dagen. Det er noget, vi har stort fokus på, siger Winnie Berggreen til TV2 ØSTJYLLAND.

Legionella-bakterien kan føre til såkaldt legionærsyge, der er en særlig form for lungebetændelse. Bakterien kan eksempelvis smitte, når man er i bad og indånder vanddampen, eller via luften fra et airconditionanlæg.