Så meget vand fik din kommune i Danmarks 9. vådeste år
Flere østjyske kommuner har haft væsentligt mere nedbør i år sammenlignet med normalen
Det er ikke kun dig, der synes at det har været et regnfuldt år. Sandheden er at efteråret har været det mest regnfulde i 33 år, og husker du tilbage på sommeren, var den heller ikke specielt tør.
Læs også
Alt i alt betyder det, at langt det meste af landet har fået mere nedbør end normalt i 2017.
Nu har en klimatolog beregnet nedbøren for de 98 danske kommuner fra den 1. januar til og med den 29. december. Det samlede tal har han efterfølgende sammenlignet med den nedbør, kommunen normalt får på et år ved at se på gennemsnitsnedbøren i perioden 2006-2015.
I Østjylland er det Djursland, Silkeborg og Randers, der er blevet hårdest ramt af regnen.
- 78 kommuner har fået mere end deres forventede 2017-nedbør, mens kun 20 har fået mindre. Der er endnu lidt regn tilbage på årets sidste dage, så yderligere et par kommuner kan nå at gå fra tørre til våde, siger klimatolog Mikael Scharling.
Danmarks absolut vådeste kommune er Aabenraa, hvor der er faldet over en hel meter nedbør, mere præcist 1059,1 mm. Men da normalen for kommunen også er meget høj, er overskridelsen 'kun' på 12,7 procent.
Læs også
Danmarks absolut tørreste kommune er Stevns, hvor de blot har modtaget 607,8 mm. Det er 6,3 procent under deres i forvejen tørre normal.
- Alt i alt bliver 2017 et temmeligt våd år i Danmark. Den samlede nedbør på landsplan ender i omegnen af 851 mm, og det gør året til det 9. vådeste, vi har registreret, siden de landsdækkende målinger begyndte i 1874, siger Mikael Scharling.
Mængden af nedbør i din kommune
Skanderborg - 797,7 mm (stigning på 1,6 procent)
Randers - 782,8 mm (stigning på 9,9 procent)
Horsens - 780,5 (stigning på 0,1 procent)
Favrskov - 773,0 mm (stigning på 4,5 procent)
Syddjurs - 753,5 mm (stigning på 11,1 procent)
Norddjurs - 742,5 mm (stigning på 9,9 procent)
Aarhus - 715,3 mm (fald på 1,5 procent)
Odder - 685,2 mm (fald på 2,3 procent)
Samsø - 629,8 mm (stigning på 4,3 procent)