Så lykkes det: Konkursramt efterskole solgt for millionbeløb

Nord-Samsø Efterskole, der gik konkurs sidste sommer, er solgt på tvangsauktion for 1,7 millioner. Bag købet står Randers-selskab

Foto: Google Street View

Foto: Google Maps

1 af 2

Der kan ske meget på få uger.

Da den konkursramte Nord-Samsø Efterskole skulle under hammeren i november, lød tvangsauktionens eneste bud på 100.000 kroner.

Det var ikke nok, og derfor blev skolen sendt på en ny tvangsauktion. Den foregik tirsdag i Aarhus, og der var købelysten til at få øje på. 

Læs også Efterskole på tvangsauktion: Der blev kun budt 100.000 kr.

Der var flere bud på Nord-Samsø Efterskole, som endte med at blive solgt for 1,7 millioner kroner.

Det er selskabet CM Soft Ware - Danmark ApS med base i Randers, som har købt ejendommen, der frem til sommeren 2016 fungerede som efterskole.

Med i handlen følger kontorfaciliteter, spisesal, stort køkken, værksteder, klasserum, foredragssal, en mindre idrætshal og 70 sengepladser fordelt på 25 værelser. 

Jens Brusgaard, kurator og advokat på ejendommen, er positivt overrasket over, hvordan der på det seneste har været stor interesse for ejendommen. 

Læs også Nord-Samsø Efterskole lukker efter 38 år

- Salen, hvor tvangsauktionen blev holdt, var fyldt til sidste plads. Der har været stor interesse for at se ejendommen - siden den første auktion har cirka 20 personer været på besigtigelse, siger han.

Jens Brusgaard fortæller, at salget af Nord-Samsø Efterskole giver penge nok til at betale Nykredit det, man skylder kreditforeningen. Derudover bliver der penge til at betale en pæn del af det, man skylder Samsø Kommune. 

TV 2 I ØSTJYLLAND forsøger at få en kommentar fra CM Soft Ware - Danmark ApS.