Så gik den ikke længere - Randers FC tabte i Superligaen

Efter fem superligasejre i træk gik kronjyderne mandag aften fra banen som tabere mod FC Midtjylland.

Randers FC tabte mandag til FC Midtjylland. Opgøret endte 2-1 til hjemmeholdet. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Den 20-årige midtbaneslider Jens-Lys Cajuste scorede sejrsmålet, da FC Midtjylland mandag besejrede Randers FC 2-1 på hjemmebane.

Udeholdet skabte for få oplagte scoringsmuligheder, mens FCM samtidig forsvarede solidt og derfor kunne tage de tre point.

Med sejren cementerer FCM førstepladsen i 3F Superligaen med 32 point efter 13 kampe, mens FC København på andenpladsen har 28 point. Randers indtager fjerdepladsen med 20 point.

FCM havde i hele første halvleg problemer med at skabe store målchancer.

Læs også Randers-træner finder FCM-forbandelse logisk

Det var i stedet Randers, der fik kampens første store mulighed efter 31 minutter.

Et hovedstød fra siden røg ind i feltet, hvor Randers-angriber Al-Haji Kamara pludselig stod helt fri foran mål, men FCM-anfører Erik Sviatchenko fik i sidste øjeblik afværget situationen med en flot skuldertackling.

Hjemmeholdets offensive esser Awer Mabil og Sory Kaba er stærke offensive kort, men de fik aldrig for alvor truet Randers-målet i første halvleg.

Midterforsvarer Simon Piesinger bragte Randers FC foran i begyndelsen af 2. halvleg. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Foran efter hjørnespark

Til gengæld var Randers skarp fra anden halvlegs start.

I det 54. minut opstod et klumpspil i feltet efter et hjørnespark, og der var midterforsvarer Simon Piesinger hurtig til at hamre bolden i kassen til en Randers-føring.

Der skulle dog ikke gå længe, før Midtjylland fik svaret igen.

Fire minutter senere brød hjemmeholdet igennem i højresiden, og her fandt et indlæg hele vejen til bageste stolpe, hvor kantspiller Mikael Anderson kunne glide udligningen i mål.

Ondt blev også værre for Randers efter 67 minutter, da midtbanespiller Jens-Lys Cajuste på kanten af feltet kunne sparke sejrsmålet i kassen med hjælp fra en Randers-fod.

VIDEO: Hvordan er det at være målmand i en superligaklub? Skipperligaen har fulgt målmandstræningen i Randers FC:

Målmandstræningen tæt på | Erik Boye og Randers FC | Skipperligaen