Så er listen her: Se de mest populære babynavne i Østjylland

Selvom flere og flere babyer får unikke navne, så er der fortsat en gruppe af modenavne, der går igen. I Østjylland er særligt mange nyfødte blevet kaldt "Agnes", "Alberte", "Alfred" og "Victor".

Ida, Emma, Agnes og Alberte var nogle af de mest populære pigenavne til babyer i Østjylland, viser de nyeste navnestatistikker fra Danmarks Statistik. Foto: Skanderborg Kommune

"Ida". 

Det suverænt mest populære pigenavn i hele Danmark var også det mest populære i Østjylland, viser de nyeste navnestatistikker fra Danmarks Statistik. I første halvår af 2018 blev 234 nyfødte danske piger kaldt "Ida". 

Blandt drengene var det navnet "Karl", som var det mest populære og "Alfred", som kom på andenpladsen i Østjylland. Dermed adskiller østjyderne sig en anelse fra resten af landet, hvor navnene "William" og "Noah" er topscorerne.

Den helt store tendens i navngivning af babyer er dog fortsat at flere og flere får unikke navne og at færre dermed kommer til at hedde det samme. 

- Det er ikke nemt at se på de her navnestatistikker, hvis man ikke har set rigtig mange af dem, men for os, der beskæftiger os med emnet, er det tydeligt at se, at flere børn får forskellige navne, forklarer navneforsker ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Birgit Eggert til TV2 ØSTJYLLAND.

Korte navne, der kun har én stavelse, bliver mere og mere populære til småbørn. Arkivfoto.

Flere forskellige navne

Op gennem 1980´erne kunne større horder af børn hedde det samme og det var ikke ualmindeligt, at der var flere børn med samme fornavn i en folkeskoleklasse. 

Der er stadig en vis tendens til, at navngivning af børn er bestemt af moden. Men slet ikke i samme grad som tidligere. 

Læs også Syv gode puttetips: Sådan får du dit barn til at sove

- I 1985 var der fire procent af børnene, der kom til at hedde det mest populære navn. I dag er der under to procent, som får det populæreste navn. Deraf kan man udlede, at børnene i dag får mange flere forskellige navne end tidligere, siger navneforsker Birgit Eggert. 

I midten af 1980´erne var "Morten" eksempelvis et rigtig populært navn og i 1986 var der 1061 børn, der fik det navn. Til sammenligning var der i 2017 486 piger, som fik det mest populære pigenavn "Ida".

Læs også Nina skaber naturtro babyer: Hjælper udviklingshæmmede og demensramte

Vokaler er in

Hos pigerne har det længe været populært at navngive med navne, der ender på "a" eller "e", fortæller navneforskeren. Hun nævner topplaceringerne "Ida", "Ella" og "Emma" samt "Alberte" og "Josefine", der alle længe har været at finde på top-50 listen over populære babynavne fra Danmarks Statistik. 

- De mest populære pigenavne har typisk haft to stavelser og endt på "a" eller "e", forklarer Birgit Eggert. Men langsomt er der begyndt at ske en ændring. 

- Vi ser en stigende popularitet blandt pigenavne, der ender på "lie" eller "ly", som for eksempel "Ellie" og "Lily". Derudover er der begyndt at komme pigenavne, som ender på en konsonant som eksempelvis "Agnes" og enkelte, der kun har én stavelse som "Liv" og "Gry". 

Blandt nyfødte drenge var det mest populære navn i første halvår af 2018 William. Arkivfoto. Foto: Loic Venance - Ritzau Scanpix

Kortere navne

Hos drengene har de populære navne længe haft to-tre stavelser og er endt på en konsonant, som det for eksempel er tilfældet i navnene "William" og "Oliver". Men også her er der begyndt at ske en udvikling: 

- Der er begyndt også at komme navne på én stavelse blandt de mest populære drengenavne, fortæller Birgit Eggert og nævner "Karl", "Storm", "Mads" og "Nohr", der alle optræder på den nyeste liste over de 50 mest populære drengenavne. 

Læs også - Fokusér på den gode stemning, når baby skal lære at spise

Derudover ender drengenavnene også oftere på en vokal end tidligere. Navne som "Viggo", "Theo", "Lauge" og "Hugo" optræder dermed også på den seneste liste.   

Top 20 babynavne i Danmark i første halvår 2018
PigerDrenge
IdaWilliam
EllaNoah
EmmaLucas
AlmaMalthe
SofiaOscar
FrejaVictor
JosefineAlfred
AnnaCarl
ClaraOliver
OliviaEmil
LauraValdemar
KarlaElias
AlberteAksel
AgnesAugust
NoraElliot
EllenJohan
IsabellaFrederik
LærkeFelix
LilyAnton
FridaArthur