Så er folketingsvalget udskrevet

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har netop udskrevet folketingsvalg til afholdelse grundlovsdag den femte juni.

Valget til Folketinget skal afholdes på grundlovsdag, onsdag den 5. juni. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Vi skal i stemmeboksen på grundlovsdag, onsdag den femte juni. Det bliver nemlig datoen for folketingsvalget. 

Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop annonceret på talerstolen i folketingssalen.

- Jeg har i går meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget.

Læs også Tag testen: Hvem skal du stemme på til valget?

- Jeg ønsker at bruge hele min vilje, mine kompetencer og min erfaring til fortsat at lede Danmark. Og jeg beder danskerne om genvalg ved folketingsvalget som afholdes 5. juni, siger statsministeren.

Statsministeren bad tirsdag om at tage ordet i folketingssalen for at fremsætte en udtalelse af særlig karakter. Og der var altså tale om en valgudskrivelse. 

På grund af sygdom har S-formand Mette Frederiksen meldt afbud til aftenens debat med Lars Løkke Rasmussen. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Lang valgkamp

Der er i skrivende stund 29 dage til den 5.  juni, og det bliver dermed en længere valgkamp.

En valgkamp varer som regel mellem tre og fire uger. 

Læs også Wammen erstatter Mette Frederiksen i valgdebat med statsministeren

Flere iagttagere havde forventet et dobbeltvalg den 26. maj, hvor der er valg til Europa-Parlamentet, men statsministeren havde altså andre planer. 

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, meldte tidligere tirsdag på grund af sygdom afbud til en debat, som skulle være foregået om aftenen med statsministeren.

Grundlovsdag er den årlige fejring af indførelsen af den første danske grundlov fra 5. juni 1849.