Så skal der spares igen - folkeskoler rammes

Skoler og børnehaver rammes

01:52

Børnehaver og ungdomsklubber lukkes, mens det bliver dyrere at sende sit barn i SFO.

Sådan er vilkårene for forældrene i Syddjurs Kommune, hvis det nye budgetkatalog med forslag til kommunale besparelser i 2013 bliver ført ud i livet.

Hvis besparelserne vedtages, lukker kommunen bl.a. to børnehaver i Feldballe og Nimtofte. Derudover bliver flere institutioner i Ebeltoft, Thorsager og Rønde lagt sammen.

Læs også Syddjurs: Nye cykelstier skal få børn til at cykle mere

Også de lokale folkeskoler har udsigt til at blive ramt af den kommunale sparekniv.

På Rosmus Skole i den nordlige del af kommunen er der desuden udsigt til, at de ældste elever fremover skal til Ebeltoft, fordi 7., 8. og 9. klasserne forsvinder.

Derudover skal lærerne undervise mere, og antallet af ugentlige undervisningstimer sættes ned.

- Vi bliver nødt til at prioritere benhårdt, hvis det bliver vedtaget. Vi har i forvejen være igennem en del besparelser. Men fremover bliver vi nødt til at spare endnu mere - fx på skole-hjem-samtaler, siger skoleinspektør på Rosmus Skole Lars Robdrup til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Syddjurs Kommune planlægger også at lukke samtlige juniorklubber samt tre ungdomsklubber - bl.a. i Rosmus. Disse lukninger rammer ifølge Lars Robdrup lokalsamfundet hårdt.

- Der er jo i forvejen ikke så mange tilbud til denne aldresgruppe herude. Mange af vores elever har desuden langt til deres kammerater, og derfor er junior- og ungdomsklubberne ekstra vigtige, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se mere om udsigten til nye besparelser i Syddjurs Kommune i tv-indslaget øverst på denne side.