Så skal der købes lejlighed til junior

Ejendomsmægler regner med, at næste weekend står i forældrekøbets tegn. Far og mor går efter små lejligheder.

Med tilsagn om, hvilket studium datteren eller sønnen er kommet ind på, regner en ejendomsmægler med, at forældre i næste weekend vil valfarte til Århus for at kigge på lejlighed.

- Jeg forventer det helt store brag næste weekend, fortæller Carsten Andersen fra HOME i Århus til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han fortæller desuden, at det ikke længere er de store lejligheder på tre og fire værelser, som forældrene køber men nærmere toværelses delelejligheder og etværelseslejligheder, som der vil blive fremvist.

- Der er lejligheder nok at se på, da købelysten generelt blandt boligsøgende den sidste tid ikke har været så god som tidligere, siger han.

August og september er som regel de måneder, hvor flest forældrepar køber lejlighed til deres børn.