Så skal der kalkes
Danskerne skal i gang med at svinge kalkkosten, for det er sundt for huset og billigt for tegnebogen
Det er de færreste, der kalker deres hus. Men det er en skam, lyder det fra fagfolk. Det er langt sundere for huset, og det er billigere end at male.
- Man får meget mere ud af at bo i sit hus, hvis man bruger kalk, siger murer Niels Jørgen Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Indenfor der bruger vi også kalk, fordi det er sundt. Du har det fantastisk i sådan et rum, for du har ikke nogen bakterier eller noget flyvende i luften, fortsætter han.
Kalken giver murværket luft, og så er det med til at holde skadelige svampe væk fra indeklimaet.
I dag havde Odder Bygnings- og Landskabsforening inviteret til en lille vejledning i brug af hvidtekalk.
Gårdejer Lars Hornum var mødt op til arrangementet, fordi han synes, at kalk er et fantastisk materiale.
- Det er et dansk materiale, og så er det jo billigt i forhold til maling, siger han.
Kampagnen "Vi Kalker" har udpeget 17. maj, altså i morgen, søndag, til national kalkedag i forsøget på at få danskerne til igen at tage kalkosten og det gamle håndværk op.
Få flere gode tips til kalkningen i videoen øverst på siden.