Så går starten

Mandag aften kører flere prominente navne cykelløb i Kjellerup. Blandt dem Chris Anker Sørensen og Michael Rasmussen.

Netop hjemvendt fra de franske alper og verdens hårdeste cykelløb Tour De France, sætter Chris Anker Sørensen sig igen i sadlen, når starten i aften går til Designa Grandprix 2009 i Kjellerup.

Også en tidligere deltager i Touren, Michael Rasmussen - også kendt som Kyllingen - kører med i løbet.

- Jeg glæder mig meget til at køre i Kjellerup, fortæller Michael Rasmussen. Jeg har hørt, at det er en krævende rute med en god stigning, og det er jo lige noget der passer mig. Jeg skal nok give det store publikum en god oplevelse, for min form er helt i top. Men konkurrencen bliver hård, for jeg kan forstå, at løbet har deltagelse af hele den danske elite og internationale stjerner, siger han til løbets hjemmeside.