Så er det sikkert: SIF er rykket op
Skrivebordssejr stadfæstes
Silkeborg IF er rykket op i Superligaen. Det står fast, efter Vendsyssel FFs appel søndag formiddag blev afvist.
Her kom fodboldens appelinstans med sin kendelse i Vendsyssel-sagen.
Og den stadfæster den første dom, og dermed er det fastslået, at Vendsyssel taberdømmes i kampen mod Silkeborg IF, som er klar til Superligaen efter skrivebordssejren på 3-0.
Dermed kan festen for alvor skydes i gang, når Silkeborg IF på mandag møder Lyngby i den sidste runde af NordicBet Ligaen.
Den kamp spilles klokken 16.00, og der er gratis entre.
Baggrunden for sagen er, at Vendsyssel FF i en kamp mod Silkeborg IF brugte en ulovlig spiller. Vendsyssel vandt på banen den kamp med 1-0.
Men Vendsyssel FF skiftede i kampen Thomas Hansen på banen, da der manglede tre minutter af opgøret. Det måtte klubben ikke, og derfor får Silkeborg IF en sejr ved skrivebordet på 3-0.
Du kan læse hele afgørelsen her.