Så blev det hvidt
Julen blev hvid - dog med nogle timers forsinkelse
Det blev ikke til nogen hvid jul i denne omgang. Til gengæld vågnede mange østjyder 1. juledag op til snedækkede villahaver og kælkebakker, der blot venter på, at børnene indtager dem.
Mens nedbøren juleaften faldt som regn, faldt temperaturerne i løbet af natten til frysepunktet. Det betød, at landskabet torsdag morgen var dækket af flere centimeter fin hvid sne.
Sneen er dog meget ulige fordelt. Særligt i Aarhus-området er der faldet meget sne, mens der også er sne i Horsens-området og Silkeborg.
Derimod er der ingen sne i Grenaa og i området nord for Randers.
De fleste steder er kommunerne torsdag formiddag i gang med at rydde og salte vejene. På de større veje - blandt andet Motorvej E45 - er det Vejdirektoratet, der har ansvaret for, at asfalten er køreklar.
- Vi er netop blevet færdige med at rydde sne på statsvejene i Østjylland. Lige nu er vi dog stadig i gang med at salte, siger Vejdirektoratets pressemedarbejder til TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag formiddag kl. 10.
Den nyfaldne sne får formentlig lov til at blive liggende i nogle dage. Ifølge vejrudsigten kommer temperaturerne i de kommende dage til at ligge på omkring frysepunktet.
Først i begyndelsen af næste uge er der udsigt til, at temperaturerne stiger.
Har du billeder af snevejret, som det ser ud i dit område? Send dit billede til redaktion@tv2oj.dk eller del det på vores facebookside.