S vinder regionsvalget i Århus
4 af 10 århusianere vil stemme socialdemokratisk ved regionsvalget, viser meningsmåling.
Socialdemokraterne står til et kanonresultat ved regionsrådsvalget i morgen, hvis det er op til de århusianske vælgere. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Management har foretaget for JP Århus blandt 1.018 adspurgte i Århus Kommune.
S får med en tilslutning på 40,1 pct. mere end 10 pct. flere stemmer end Venstre med 29,8 pct blandt århusianerne. Målingen siger dog intet om, hvordan stemmerne falder hos de tre fjerdedele af regionens vælgere, der ikke bor i Århus Kommune.
Målingen indikerer, at valget til regionsrådet er blevet til et opgør mellem S og V, som tilsammen trækker stemmer fra over totredjedele af de århusianske vælgere.
Det går ud over de mindre partier, hvor især DF og de radikale på regionalt niveau har svært ved at holde trit med den landspolitiske fremgang, meningsmålinger ellers spår de to partier.
Lidt bedre klarer de konservative og SF sig med henholdsvis 6,6 pct. og 7,8 pct. tilslutning.
TV2 / ØSTJYLLAND bringer i forlængelse af nyhedsudsendelsen kl. 19.30 i aften en times afsluttende regional valgdebat.