S: Kritisabelt at opstille tidl. talsmand
Dan Jørgensen tager skarpt afstand fra Alternativets beslutning om at opstille Mohammad Sabah Ahmad
Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, tager skarpt afstand fra Alternativets beslutning om at opstille den tidligere talsmand for Grimhøjmoskéen Mohammad Sabah Ahmad som folketingskandidat:
- Det er dybt kritisabelt, og jeg må sige, at jeg også er forundret. Alternativet står ellers for mig som et parti, hvor der er tolerance og åbenhed, mens Grimhøjmoskéen står for det modsatte. Den står for intolerance, lukkethed og undertrykkelse.
- Jeg kan ikke se, hvordan det kan harmonere med de værdier, som Alternativet skulle repræsentere, siger Dan Jørgensen.
Hvad mener du partitoppen i Alternativet burde gøre i denne sag?
- Jeg skal ikke blande mig i, hvordan man leder et parti som Alternativet. Men det er klart, at det er vanskeligt at se, hvordan sådan en kandidat skal kunne stå for de værdier, som Alternativet siger, at de står for.
- Det er desværre med til at skabe et uklart billede af, hvad det egentligt er for et parti, siger Dan Jørgensen.
Alternativet peger på, at I skal have statsministerposten efter næste valg. Hvad siger opstillingen om det samarbejde, der venter?
- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at sådan en linje, som den Mohammad Sabah Ahmad står for, kommer til at få indflydelse på Alternativets politik. Det vil jeg i hvert fald ikke håbe.
- Derfor opfordrer jeg også Uffe Elbæk og partiledelsen til at tage klar afstand fra en sådan kandidats holdninger, siger Dan Jørgensen.
Også kritik fra V og DF
Mohammad Sabah Ahmad var dog kun talsmand for Grimhøjmoskéen i tre dage tilbage i april 2014. Så stoppede han ifølge tv2.dk samarbejdet, da han ikke mente, at imamerne i moskeen var ærlige over for ham.
Også andre steder på Christiansborg har det vakt hovedrysten, at Alternativet har valgt at opstille en tidligere talsmand for den omstridte Grimhøjmoske til Folketinget.
Både Venstre og DF er på linje med socialdemokraterne.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V):
- Det er tankevækkende at i en tid, hvor vi andre bekæmper alt det skidt, der kommer fra Grimhøjmoskeen, så slår Alternativet armene ud i deres naivitet, siger hun til TV2.