Rystet over politianmeldelse
Århus Kommune overreagerer ved at bede politiet fjerne blokader, mener formænd for forældre og pædagoger.
Formanden for FOLA - Landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner - Mette Grønvaldt, er rystet over, at Århus Kommune har politianmeldt forældrenes blokader.
- Jeg har slet ikke haft fantasi til at forestille mig, at det ville ske. Det er at skyde gråspurve med kanoner. Man burde starte med at tage en dialog med forældrene, før man skred til brug af magtanvendelse, siger Mette Grønvaldt til Ritzau.
Også formanden for pædagogernes fagforening, BUPL, undrer sig.
- Det er en voldsom reaktion, som lukker for enhver dialog. Men blokaderne er jo forældrenes ansvar, ligesom det er politikernes, hvordan de vil reagere. Det kan jeg jo som BUPL-formand ikke blande mig i, siger Henning Pedersen. /ritzau/