Rystet familie: Der er intet tilbage af vores hjem

Et rækkehus i Hammel stod i går eftermiddag i flammer. I dag er huset fuldkommen nedbrændt, og familien har mistet deres hjem.

Brandvæsenet måtte i går rykke ud til en brand i et rækkehus i Hammel. I dag står familien uden hjem. Arkivfoto. Foto: Falck

Ian Koldings kone er i gang med at bade parrets yngste søn, da lyden af røgalarmen rammer hende på førstesalen i rækkehuset i Hammel. Aftensmaden er endnu ikke sat over, og hun går derfor ned for at tjekke, hvad der kan have sat den i gang. Røglugten rammer hende som en mur.

Hun farer op og får kaldt de to hjemmeboende børn til sig. De søger mod hoveddøren, men bliver mødt af tårnhøje flammer, der formentligt er startet ved familiens vaskemaskine. Udvejen bliver en glasdør i stuen. Da brandvæsenet ankommer, er loftet begyndt at falde sammen i huset.

Læs også Hus brændt ned i Hammel: Beboere måtte redde sig ud af terrassedør

Det er en rystet familie, der i dag står tilbage uden tag over hovedet.

- Vi er helt rundt på gulvet og usikre på, hvad fremtiden bringer, fortæller Ian Kolding til TV2 ØSTJYLLAND.

Det, der betyder noget, har jeg stadig

Ian Kolding modtager et opkald fra sin kone, da han er ved at lukke sin skomagerbutik i Aarhus. Pludselig er der lang vej hjem til Hammel. Og hans hjem står i flammer.

 Et eller andet sted er jeg lettet. Fordi alt det, der i virkeligheden betyder noget, det har jeg stadig. Min familie betyder alt for mig, og vi har stadig hinanden.

Ian Kolding, husejer, Hammel

- Hun ringer og er fuldkommen ude af den. Foran mig har jeg en køretur på tre kvarter, og jeg var simpelthen ved at gå opløsning. Jeg forestillede mig alverdens grimme scenarier, siger han.

Imens er hans kone og børnene trukket ind til naboen. I dag er der intet tilbage af deres hjem. Fredagen er gået med indkøb af de mest basale ting. Alt, hvad familien ejer, er gået op i flammer.

- Et eller andet sted er jeg lettet. Fordi alt det, der i virkeligheden betyder noget, det har jeg stadig. Min familie betyder alt for mig, og vi har stadig hinanden, siger Ian Kolding. 

Familien har overnattet hos Ian Koldings søster. Nu venter de på at kunne blive genhuset.

Røgalarmen reddede familiens liv

Selvom fremtiden med et er blevet meget usikker, aner Ian Kolding lys forude. Ian Koldings søster har på Facebook lavet et opslag, hvor hun opfordrer til at hjælpe familien.

Ian Koldings søster har lavet et Facebook-opslag, hvor hun opfordrer til at hjælpe familien. 

Læs også Daginstitution udbrændt i nat: - Det er trist at se

- Det er fuldkommen overvældende, hvor mange reaktioner der er kommet. Vi er blevet tilbudt steder at bo, og folk har doneret både tøj, legetøj og penge. Det er fantastisk at se, at folk står op, når der er brug for det, siger Ian Kolding. 

Familien er blevet tilbudt psykologhjælp og får inden for den nærmeste fremtid penge fra forsikringen og hjælp til at finde et nyt sted at bo. I det nye hjem er én ting helt sikkert:

- Vi skal have en elektriker ud og tjekke alle installationer, så det her aldrig sker igen. Og så skal vi have røgalarmer op. Det er røgalarmen, der har reddet min families liv, siger Ian Kolding. 

Branden opstod ved Hjortebakken i Hammel.