Ryanair aflyser og aflyser
Næsten hver anden afgang mellem Århus og England med flyselskabet Ryanair bliver aflyst.
Igen i morges aflyste flyselskabet Ryanair sin morgenafgang fra Århus Lufthavn i Tirstrup til Stansted ved London. Også den planlagte afgang i aften er aflyst.
Ifølge Århus Stiftstidende er discountselskabet på månedsplan nu oppe på at aflyse hver anden afgang fra Tirstrup til England.
Ifølge selskabet selv skyldes de mange aflysninger mangel på nødvendige reservedele fra Boeing-flyfabrikkerne. Men den forklaring giver en af de utilfredse passagerer, Lisbeth Nielsson, ikke meget for.
- Regnskaberne viser, at Ryanair er et af de mest velhavende flyselskaber i Europa. Alligevel vælger de at aflyse i stedet for at lease fly for at kompensere for manglerne, siger hun.