Rutschebane hitter i Djurs
Vi vil investere mere i den slags, siger direktøren
Djurs Sommerlands investering i en ny rutschebane til 60 mio. kr. er sammen med det gode sommervejr væsentlige årsager til at forlystelsesparken kan se tilbage på den bedste forårssæson nogensinde.
Alene i Kristi Himmelfartsdagene og pinsen havde parken besøg af mere end 50.000 gæster.
- Vi har i årets første åbningsmåned har haft flere gæster end nogensinde før - ligesom salget af sæsonkort også ligger 20 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. Så vi tror på en spændende sæson, hvor vi forventer at runde 600.000 gæster og sætte ny besøgsrekord, siger parkens direktør, Henrik B. Nielsen, i en pressemeddelelse.
Den hidtil bedste sæsonstart havde Djurs Sommerland i 2008, hvor man ligesom i år præsenterede en ny stor rutschebane med et prisskilt på over 50 millioner kroner.
Ifølge Henrik B. Nielsen er det denne type investeringer, som skal sikre en fortsat vækst i parkens besøgstal.
Djurs Sommerland har således netop modtaget Djursland Erhvervsråds årlige erhvervspris for den kontinuerlige udvikling af parken.