Russisk chauffør fængslet for vanvidskørsel
En 55-årig russer er blevet udvist fra Danmark efter en episode den 14. maj
Der er uforsvarlig kørsel, og så er der vanvidskørsel, og en 55-årig russisk mand gjorde sig skyldig i sidstnævnte den 14. maj.
Det vurderede retten i Aarhus.
Den 55-årige russer kørte et sted mellem 120 og 140 kilometer i timen i sin lastbil med anhænger på, og han gjorde det, mens hans promille var på 1,75.
Læs også
Chaufføren havde pillet ved lastbilen, så både hastighedsbegrænsningen og måleren af køre/hviletid var blevet sat ud af spillet, og derefter drønede han altså afsted på motorvejen i en ordentlig brandert.
Vidner fortæller til Østjyllands Politi, at manden slingrede voldsomt og var heldig med, at han blev på motorvejen og ikke forvoldte sig selv eller andre skade.
Læs også
Retten i Aarhus fandt den russiske mands kørsel særligt hensynsløs, og det gav ham 50 dages ubetinget fængsel, fem års frakendelse af kørekortet, en bøde samt udvisning fra Danmark med et seks års indrejseforbud oveni hatten.
Manden er stadig varetægtsfængslet, som han har været siden anholdelsen.