Runes drøm bliver til virkelighed
Efter 10 års kamp ser vandflyverrute nu ud til at blive en realitet
Rune Balle er uddannet pilot og antropolog, og snart kan formentlig også skrive idémand bag en vandflyverrute på CV'et.
For 10 år siden fik han den idé at åbne Danmarks første rute mellem Aarhus og København, hvor for eksempel travle forretningsfolk kunne blive transporteret med en vandflyver.
Se også: Snup vandflyveren til København
Den idé er nu meget tæt på at blive til virkelighed. Flyet af mærket Twin Otter er nu indkøbt og alle de nødvendige tilladelser fra en lang række styrelser, direktorater og foreninger er på plads.
- Det er jo sjovt at være i iværksætter og møde en masse modstand og en masse, der siger: "Ja, ja.. Halleluja! Det bliver jo aldrig til noget". Og så bagefter faktisk kunne smile af alle de kritikere og vise, at det bliver til noget, siger Rune Balle til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Til daglig er Rune Balle manden bag Samsø Flyveplads, som han har betjent i en årrække sideløbende med, at han har fungeret som instruktør.
Hvis det står til ham, vil man allerede fra april 2016 kunne fragtes fra Jylland til Sjælland i en vandflyver på bare én time.
Afgang vil foregår fra Mærsks terminal i Aarhus Havn:
- Det tager ikke lang tid at gå ombord på den. Den sejler ud og så en time efter er man ovre ved Den Lille Havfrue i København.
Prisen for en tur i vandflyver vil være mellem 1.500 og 1.800 kroner.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du høre Rune Balles historie og samtidig høre, hvad mejerigiganten Arla siger til det kommende transporttilbud.