Rundkørsel åbnes efter kloakarbejde

Godt nyt til trafikanterne i Randers

Foto: Google Maps

Parkboulevarden, Rådmands Boulevard og Hobrovej syd åbner igen for trafikken i dag, onsdag.

De seneste måneder har Hobrovej syd for rundkørslen været spærret for gennemgående trafik på grund af kloakarbejdet, men nu er der altså godt nyt for trafikanterne.

- Vi har nået en milepæl i dette års etape af separatkloakeringen i Nordbyen med passagen af rundkørslen på Hobrovej, Rådmands Boulevard og Parkboulevarden, siger projektleder Ole Søby fra Randers Spildevand A/S i en pressemeddelelse.

Det betyder blandt andet, at bybus 6 fra torsdag kører som sædvanligt.

Kloakarbejdet på Hobrovej er dog ikke helt afsluttet med åbningen af rundkørslen. I de kommende uger fortsætter gravemaskinen videre op af Hobrovej nord samt Gl. Hobrovej, og de to veje vil derfor være afspærret for gennemgående trafik i perioden, oplyser Randers Spildevand.

- Vi forventer hele Hobrovej og Gl. Hobrovej vil være åben for gennemgående trafik med udgangen af uge 39. Der vil fortsat være kloakarbejde i Hobrovej nord efter uge 39, men nu kun i én vejbane. Trafikken regulerer vi med lyssignal, siger Ole Søby.