Rundhøjskolen reddet
Forældre og elever vandt kampen
Rundhøjskolen i Højbjerg skal ikke ikke nedlægges som folkeskole for 0-9. klasse fra august næste år.
Det har Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre i Aarhus besluttet efter den otte uger lange offentlige høring.
Det har ellers været en heftig omgang for forældre og elever, som har kæmpet for at bevare deres skole, siden de i juni måned fik officielt besked på, at Aarhus Kommune ville lukke Rundhøjskolen.
I kølvandet på beslutning dannede forældrene på skolen protestgrupper og udfordrede Aarhus Byråd, men politikerne holdt fast på at gennemføre flere skolelukninger.
Men i dag er der indgået aftale om en skolestruktur, som redder både Rundhøjskolen, Holme Skole, Rosenvangsskolen. Center 10, som skulle have været rykket ind på Rundhøjskolen bliver på Frydenlundsskolen.
Ifølge en pressemeddelelse betyder videreførelsen af Rundhøjskolen, at man ikke kan spare 4 millioner kroner som forudsat.
Pengene vil forligskredsen afsætte i forbindelse med budgettet for 2014 og i årene frem og skoleområdet skulle samlet set få et løft og ikke betyde nye besparelser andre steder.