Rumsonde på besøg
Kometjæger kom lidt tættere på Østjylland
En enorm lastbil kunne i dag byde på et møde med en rumsonde og en komet ved Steno Museet i Aarhus. Indenfor kunne blandt andre en 1.g klasse fra Aarhus Katedralskole få opskriften på, hvad en komet består af - og hvordan man kan konstruere sin helt egen.
Det europæiske rumagentur, ESA, er lige nu på charmeoffensiv for at promovere en af deres hidtil største satsninger - rumsonden Rosetta, der befinder sig flere 100 millioner kilometer ude i rummet.
Inde i lastbilen var der masser af mulighed for at blive klog på den mission, som rumsonden Rosetta er på til kometen 67P.
- Den kan fortælle om et projekt, som grundlæggende er spændende, på en måde, så vores gæster også synes, at der er noget ved astronomi og rumforskning, siger planetarieleder på Steno Museet Ole Knudsen.
Klogere på livets legoklodser
Rumsonden, som har sin strømforsyning fra virksomheden Terma i Lystrup, vil i november, hvis alt går vel, lande sin egen mini-sonde på kometen. Herfra vil den tage prøver fra kernen.
- Et af forsøgene går ud på at finde ud af, om livets legoklodser faktisk stammer fra kometer, siger Ole Knudsen.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.