Rugekasse for radikale
Fængsler oplever stigende radikalisering blandt indsatte
Det er ikke kun kommunerne, der kæmper med at holde unge fra at bevæge sig i ekstreme, religiøse miljøer.
Også i fængslerne kan personalet mærke, at der er sket en markant udvikling. Et eksempel er Statsfængslet Østjylland i Enner ved Horsens, hvor fængselsbetjentene i langt højere grad bruger tid på at spotte radikale indsatte.
Inden for de seneste år har fængslet sendt flere indberetninger til Kriminalforsorgen omkring indsatte, som mistænkes for at være på vej ud på en glidebane.
For fængselsbetjentene består arbejdet i at holde øje med eventuel ændret adfærd, fortæller sikkerhedskonsulent Henrik Givskov.
- Vi kigger efter, hvad de har på deres celle, og om det ændrer sig. Også hvad de har af plakater på opslagstavlerne. Det kan være, der lige pludselig kommer billeder med religiøse motiver eller andet, som kan indikere, at man er på vej til at blive radikaliseret, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Mentor hjælper radikale unge
En af årsagerne til, at nogle indsatte søger mod radikale miljøer i fængslet, skal findes i bandemiljøet.
Ifølge Lars Richardy, som er sikkerhedschef i Kriminalforsorgens Område Nord og Midt, oplever mange tidligere bandemedlemmer et nederlag, når de bliver udstødt.
Derfor er de ivrige efter at finde et nyt ståsted - et nyt fællesskab - og det kan være i ekstreme, religiøse miljøer:
- Så er man sårbar over for alle de folk, som gerne vil kapre en, siger Lars Richardy.
Du kan se mere om fængslernes og Kriminalforsorgens oplevelser med radikalisering i tv-indslaget øverst på siden.