Royalt besøg på Endelave

9. juni ankommer Kongeskibet Dannebrog til øen

Sidste år besøgte Regentparret Horsens. Nu besøger de Endelave.

Regentparret besøger Endelave den 9. juni i år. Det sker som led i regentparrets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

Offentliggørelsen af Regentparrets planer vækker glæde hos Horsens Kommunes borgmester, Jan Trøjborg (S).

- Jeg er utrolig glad for, at Regentparret har valgt at besøge Endelave i forbindelse med årets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Jeg kan love, at vi vil gøre alt for, at Dronningen og Prinsgemalen får en rigtig god oplevelse og en rigtig dejlig dag på Endelave. Og jeg håber, at endelavitterne og andre borgere i Horsens Kommune vil være med til at festligholde begivenheden, siger Jan Trøjborg.

Regentparret besøgte sidst Horsens Kommune 27. maj i fjor, da Kongeskibet Dannebrog lagde til kaj i Horsens Havn.