Royal Run vender tilbage - her kan du løbe med

2. pinsedag er der lagt op til løbefest, når Kronprins Frederik endnu en gang møder danskerne i løbesko til Royal Run.

Royal Run 2019 bliver afholdt i Aarhus, Aalborg, København og som noget nyt på Færøerne. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

I maj sidste år markerede kronprins Frederik sin 50-års fødselsdag ved at invitere hele Danmark til Royal Run.

Det var en stor succes, hvor flere end 70.000 danskere løb med i Danmarks fem største byer - herunder Aarhus.

Nu viser det sig, at Royal Run 2018 ikke bliver en engangsforestilling. Arrangørerne har nemlig besluttet sig for at gentage løbesuccesen igen i år.

Læs også Kronprinsesse Mary måtte aflyse indvielser i Østjylland

Det betyder, at Royal Run vender tilbage til Aarhus, Aalborg og København den 10. juni, og Kronprinsen glæder sig allerede. 

- Jeg ser frem til, sammen med resten af Danmark, at tilbringe en dag i motionens tegn. Det er mit håb, at mange igen får lyst til at udfordre sig selv og røre sig i nogle smukke rammer rundt omkring i landet. Sidste år var en fantastisk dag. Det vil glæde mig at se rigtig mange gengangere i år - men også nye, der har fået blod på tanden, fortæller Kronprisen i en pressemeddelelse.

00:29

VIDEO: Kronprins Frederik fortæller om sin oplevelse med Royal Run 2018. 

Luk video

Kronprinsen løber i år også på Færøerne  

I år holder løbet sig dog ikke kun inden for Danmarks grænser. Det er nemlig blevet udvidet til også at omfatte Færøerne.

Det betyder samtidig, at Royal Run 2019 officielt allerede bliver skudt i gang den 1. juni, når Kronprinsen løber med færingerne. Det glæder arrangøren, at de har kunne få Færøerne med også.

Læs også Royalt fødselsdagsløb hitter: Tusindvis vil løbe med kronprinsen

- Det er glædeligt, at vi har mulighed for at inddrage det færøske folk i dette idrætsfællesskab. Ikke mindst fordi det betyder, at der åbnes op for en hel Royal Run-uge fra d. 1.-10. juni, hvor offentlige institutioner, virksomheder og private kan blive en del af Royal Run-stemningen ved at lave deres egne arrangementer rundt om i landet, siger Jakob Larsen, der er direktør i Dansk Atletik Forbund, i pressemeddelelsen.

Alle kan deltage  

Til Royal Run kan alle være med. Det er ikke et klassisk motionsløb, hvor sluttiden er i højsædet. Derfor er det muligt både at løbe og gå på alle distancer, og der er særlige miles for familier, der ønsker at have barnevogn med på turen. Og det er helt bevidst, fortæller arrangøren i pressemeddelelsen.

- Royal Run er for alle - om man er fysisk udfordret, erfaren løber, eller om man blot vil gå distancen. (..) Vi vil gerne inspirere danskere i alle aldre uanset kondital og målsætning til at være med i denne begivenhed - i Royal Run er de små mål nemlig mindst lige så meget værd som de store, siger Jakob Larsen.  

Royal Run er for alle - om man er fysisk udfordret, erfaren løber, eller om man blot vil gå distancen.

Jakob Larsen, direktør, Dansk Atletik Forbund

Den 10. juni åbner Kronprinsen Royal Run med at løbe One Mile (1,6 kilometer) i Aarhus. Herefter bakker han op om løbet ved at løbe 5 kilometer i Aalborg og slutter dagen med at løbe 10 kilometer i København.    

Sidste år var billetterne til den korte distance, One Mile, udsolgt allerede en måned før løbet. Vil du være sikker på en plads, så kan du tilmelde sig allerede nu her

Læs også Løbere og arrangører: Royal Run var et stort hit