Royal Casino afvist
EU-domstol afviser klage over statsstøtte
EU-Domstolen har fredag afvist at behandle en sag, hvor Royal Casino i Aarhus og Dansk Automat Brancheforening har anlagt sag for at få en beslutning fra EU-Kommissionen annulleret.
De to virksomheder mener, at dansk lovgivning om spil og væddemålstjenester giver onlinespil en økonomisk fordel i forhold til spil på kasinoer og spillehaller, og at der er tale om ulovlig statsstøtte.
I 2011 godkendte EU-Kommissionen dog lovgivningen, for den mener ikke, at der er tale om statsstøtte til onlinespil.
Royal Scandinavian Casino Århus og Dansk Automat Brancheforening, som er en forening for virksomheder og selskaber med opstillede spilleautomater, er utilfredse med kommissionens beslutning.
EU-Domstolen har dog nægtet at føre deres sag, da den ikke mener, at kasinoet og spil-foreningen er tilstrækkeligt berørt af beslutningen.