Royal åbning af udstilling
Dronningen åbner stor arkæologisk udstilling på Moesgaard Museum.
Næppe er travlheden efter forlovelsen mellem kronprins Frederik og Mary Donaldson overstået, før dronning Margrethe på fredag i Århus åbner en enestående udstilling med arkæologiske fund fra Illerup Ådal ved Skanderborg.
Dronningen var kun 12 år, da hun første gang viste sin arkæologiske interesse og besøgte Illerup Ådal i 1952, hvor de første jernalderfund blev gjort i 1950. Siden er der fundet ikke færre end 15.000 genstande, som er dele af en jernalderhærs udrustning.
Efter mange års forskningsindsats et det nu muligt at forklare de enkelte genstande og deres funktion samt at rekonstruere krigernes udrustning. Resultatet kan for det brede publikum opleves på Moesgaard Museum ved Århus fra på lørdag.