Røveriforsøg i spillehal

Mand med elefanthue truede med medarbejder

Det var en meget chokeret medarbejder i en spillehal, politiet kom ud til tidligt onsdag aften. Spillehallen ligger på Udbyhøjvej i Randers NØ.

En ukendt gerningsmand var kommet ind i spillehallen med elefanthue på og sagt: 'pengene!'. Manden havde ifølge medarbejderen haft en ukendt genstand i hånden.

Medarbejderen havde herefter aktiveret alarmen under disken, der samtidig havde udløst en røgkanon. Herefter var gerningsmanden flygtet uden udbytte.

- Anmelderen var meget rystet over hændelsen og kunne ikke give os noget signalement af gerningsmanden. Det hele var gået meget hurtigt, siger politikommissær hos Østjyllands Politi Vagn Martinussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge politikommissæren er det første gang, at den pågældende spillehal oplever et røveri, men generelt er det ikke unormalt med røverier i spillehaller.

- Det ser vi faktisk jævnligt. Nogle gange kan man forestille sig, at det er nogle af de mennesker, der har tabt penge i spillehallen, der forsøger at stjæle beløbet tilbage, siger politikommissær Vagn Martinussen.