Røveri på Djursland i aftes

Bevæbnet med en jernstang stjal to røvere 7300 kr. fra tankstation i Termestrup på Djursland.

En OK-tankstation i Termestrup ved Mørke blev i aftes udsat for et røveri.

To hætteklædte personer gik kvart i otte ind i tankstationens kiosk og truede ekspedienten med en jernstang, som blev hamret ned i disken.

De krævede penge, og da de ikke syntes, detgik hurtigt nok med at udlevere dem, tog røverne selv de 7300 kr., der var i kassen.

Herefter forsvandt de i en hvid eller lys Mazda 323, en tredørs-model med registreringsnummer RC 31121.

Bilen blev lidt senere kl. 20.36 fundet i et stykke skov ved Thorsagervej 35, nordøst for Thorsø i retning mod Ryomgaard. Der var sat ild til bilen, som var udbrændt, da politiet nåede frem. Bilen var stjålet i Odense i tirsdags.

Politiet i Grenaa vil gerne tale med personer, som har set bilen før eller efter røveriet.

Politiet i Grenaa har telefon 8758 1448