Røveri mod tøjforretning
Truede ekspedient med pistol
- En mand af udenlandsk udseende kommer, lige før lukketid, ind i en tøjbutik på Søndergade. Han har en sort pistol i den ene hånd, en cremefarvet stofpose i den anden og han henvender sig ved kassen. Her hæver han pistolen, sigter mod ekspedienten og siger 'Money, money', forklarer politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ekspedienten reagerer ikke, så røveren forsøger efterfølgende at få de fem ansatte til at smide sig på gulvet. Da det heller ikke lykkes, drejer han rundt og forlader forretningen uden udbytte. Han løber, ifølge, de fem ansatte, ad Søndergade i nordlig retning.
- De ansatte fortæller, at gerningsmanden virkede nervøs, men ellers var meget stille og afslappet, hvilket jo er ret atypisk i sådanne hændelser, fortæller Mogens Brøndum.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand, udenlandsk af udseende, 30-40 år, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, bleg i huden, lys/rødligt overskæg og skægstubbe. Han var iført mørk jakkee og mørke bukser med let slitage. Han bar en mørk hue på hovedet. Han var i besiddelse af en cremefarvet stofpose og en sort pistol.
Østjyllands Politi har været på gerningsstedet for at sikre dna-spor.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på 114.